Bibliotekets Læseakrobater

Et læsefællesskab for læseglade børn!

Parkour læseakrobater

Spring hovedkulds ind i en historie, hold fokus og lad dig rive med! 
I begyndelsen er det næsten en akrobatisk øvelse at bevæge sig rundt i en fortælling med sin frie fantasi. Det kræver lidt øvelse og det er ekstra sjovt, når man er sammen om det. En god læseoplevelse kan blæse dig omkuld og føre dig afsted, næsten som at svinge i en trapez eller lave parkour på gaden. Spænding og forventning er et vigtigt element i læsningen. I kombination med den ro det giver, når man fordyber sig med sin bog i en varm og rolig krog. Måske sammen med sin bedste ven eller inden, man lægger sig til at sove.

På biblioteket har vi et godt tilbud til læseglade børn, der har lyst til at mødes med andre børn, der er vilde med at læse. En gruppe, hvor man kan dele læseoplevelser og få masser af inspiration til ny læsning. 

Vi kalder gruppen for LÆSEAKROBATERNE

Hvem henvender gruppen sig til? 
LÆSEAKROBATERNE er for børn fra 4.klasse og op, som har lyst til at dele deres læseoplevelser og få inspiration til næste gode læseoplevelse sammen med andre læseglade børn. 

Hvad laver man som LÆSEAKROBAT? 
Som læseakrobat mødes man med andre læseglade børn på biblioteket en gang om ugen. 
Tina og Anne (fra biblioteket) præsenterer nye bøger, vi læser bøger sammen og laver anmeldelser til bibliotekets hjemmeside, er kreative med ord - og deler gode læseoplevelser med hinanden, uanset om du er til fantasy, spænding, sjove bøger, graphic novels, tegneserier - eller noget helt andet! Vi kan også finde på at læse i fagbøger om emner, der interesserer gruppen, fx filosofi eller de græske guder.  Faktisk er det gruppen selv, der er med til at bestemme, hvad vi laver og ikke mindst - hvad vi LÆSER. 
 

Gruppen mødes tirsdage kl.15.00-16.30 på Odder Bibliotek (Læseakrobaterne holder ferie i skolernes ferier) 

Er LÆSEAKROBATERNE noget for dig? 
Der er et begrænset antal pladser i gruppen. Du er velkommen til at kontakte Tina på biblioteket eller skriv en mail (kontaktoplysninger herunder) for at høre om der er ledige pladser i gruppen. 
 

LÆSEAKROBATERNE startede op som en gruppe børn, der meldte sig som frivillige i forbindelse med projektet ”Fortællekits” (start august 2022 med projektleder Karin Grand). Børnene havde til fælles, at de alle var glade for at læse og havde stor lyst til at inspirere andre børn, der ikke helt havde fundet gejsten endnu. Gruppen er nu blevet et fast tilbud på Odder Bibliotek.