Kom med toget rundt i Europa – tips til den perfekte rejse

Tog i bjerglandskab
Billede fra bogen ”Turen går til Europa med tog”
Foredrag med forfatterne Michelle Arrouas og Marie Louise Albers, der står bag rejseguiden ”Turen går til Europa med tog”.
Date
20 marts 2025
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Entré voksen: 100 DKK
Bibliotek
Odder Bibliotek
Adresse

Mejerivej 14
8300 Odder
Danmark

Der er noget under opsejling i Europa.

Hvert år melder de europæiske jernbaner om nye rekorder i solgte interrailbilletter, nattogsruter mellem storbyer genopstår, og øget fokus på flyskam og mere bæredygtige rejseformer har været med til at fylde Europas toge med rejseglade mennesker.

I dette foredrag tager forfatterne Michelle Arrouas og Marie Louise Albers dig med på skinnerne, når de fortæller om deres arbejde med rejseguiden ”Turen går til Europa med tog”.

Michelle og Marie Louise guider dig gennem tre hovedruter ned igennem Europa (Atlanterhavsruten, Centralruten og Østeuroparuten), samt giver konkrete og brugbare tips til dig, der drømmer om at springe med på den grønne togrejsebølge – eller dig, der drømmer om endnu mere inspiration til at udforske Europa fra en togkupé.

  • Hvordan bestiller man egentlig en togbillet til Palermo?
  • Hvilken blændende banegårdsarkitektur bør man se på sin vej?
  • Og hvornår giver det mening at tage et nattog eller et af Europas mange bumletoge?

Foredraget er en blanding af inspiration og rådgivning, så du selv kan strikke din drømmerejse sammen.

At rejse med tog i Europa er både eventyrligt, romantisk – og til tider frustrerende, men efter dette foredrag vil det føles langt mere overskueligt at stige ombord på toget og prøve kræfter med den populære rejseform.